Af Anders Nordstrand
Skal Halsnæs være stedet for en grundig undersøgelse af den lavfrekvente støjforurening infralyd? Det foreslår Solveig Odderskov, formand for foreningen Infralyd & Miljø, samt borgmester Helge Friis (A).
Solveig Odderskov,Ølsted, har i årevis kæmpet for at gøre noget ved infralydproblemerne, men har mødt modstand mange steder i "systemet": - Det er almindelig kendt at den lavfrekvente lyd fra kraftværker og nogle vindmøller generer mange mennesker, men der er ikke den store vilje til at gøre noget ved det - måske fordi det vil pålægge industrien nogle udgifter til dæmpning af støjen, siger Solveig Odderskov.
For hendes vedkommende manifesterer infralyden sig ved en generende buldren i hovedet som om en stor lastbil holder i tomgang tæt på. Det skyldes støj fra kraftvarmeværkerne i Frederikssund og Kyndby.
Borgmester Helge Friis (A) har også mødt systemmodstanden efter forgæves skriverier til skiftende ministre, senest til sundhedsminister Bertel Haarder, som tilsyneladende ikke vil høre om problemer med infralyd.
- Igen og igen henvises til gamle retningslinier og at 5% af befolkningen er generet støjen. Det skal man ikke bare acceptere, og jeg vil igen tage kontakt til ministeren og høre, hvad han så vil foreslå, vi skal gøre. Jeg ved, at mange mennesker er generet af støjen, så det påvirker helbred, livskvalitet, udløser stress, hjerte-kar sygdomme eller andre symptomer. Det vil være godt, hvis myndighederne vil tage det seriøst og iværksætte en undersøgelse af problemets omfang i for eksempel Halsnæs, siger Helge Friis.
Han og Solveig Odderskov er enige om at der foretages mængder af undersøgelser om mange former for lydforurening, mens infralyd fortsat befinder sig i en slags gråzone, baseret på 10-15 år gamle undersøgelser, støjgrænser og målemetoder.
Hendes forening var med til at spore sig ind på støjkilderne, da Miljøstyrelsen allerede i 1990erne bekendtgjorde, at infralyd var et landsdækkende problem. Siden er det gået meget trægt med at dæmpe støjkilderne.
KORT OM INFRALYD
Infralyd er lavfrekvent lyd under 20 hertz og kun hørbart for ca. 265.000 borgere, der til gengæld kan høre de dybe lyde, selv om støjkilden ligger flere kilometer væk. Links til forskellige hjemmesider og artikler om infralyd:
http://halsnaes-netavis.dk/lokal/item/450-infralyd-er-et-voksende-problem
http://acoustics.aau.dk/research/lf/Vurdering_af_lfs.pdf
Â
Â



























