17170 klik første år, opgjort 12-10-12
Mandag 20. maj 2013
   
Tekst Størrelse
Fredag, 15. juni 2012 09:45

Svære beslutninger om børnehaver og dagpleje

Skrevet af  Redaktionen
Trine Torp og børnehavebørn til første spadestik i Hundested. Arkivfoto. Trine Torp og børnehavebørn til første spadestik i Hundested. Arkivfoto.

I debatten om børnehavelukninger har vi modtaget flere indlæg inden aftenens dialogmøde i Hundested. 

Svære beslutninger om børnehaver og dagpleje

At lukke daginstitutioner og dagplejere, hvor børn trives, hvor medarbejdere er glade for at arbejde, og hvor forældre er trygge ved at aflevere deres børn, er en rigtig svær beslutning - uanset hvem den måtte ramme. Der er ingen lette valg, og det skyldes, at der er medarbejdere alle steder, der hver dag yder en kæmpe pædagogisk indsats, laver spændende og lærerige aktiviteter med børnene, gør meget ud af samarbejdet med forældrene, og er gode til at skabe nære relationer til børnene.

Men beslutningen er nødvendig. Vi må både tage ansvar for at overholde pasningsgarantien, og samtidig undgå, at der opstår tomme pladser. Det er ikke altid en let balance, men hvis ikke vi finder den, har det store konsekvenser. Situationen er lige nu, at børnetallet falder alle andre steder end i landets største byer, og også mere og hurtigere end vi tidligere havde forudset. Og færre børn betyder færre penge til børneområdet. Hvis vi vælger at lukke øjnene og bevare de pladser, vi har, vil vi i stedet skulle finde ca. 15 mio kroner over de næste 4 år på institutionernes budget. Det eneste ansvarlige er derfor, at de penge, vi har, bruges på kvalitet i dagligdagen for alle børn, fremfor at finansiere tomme pladser.

Men forandringerne bunder ikke kun i børnetal og økonomi, og løsninger på udfordringer lige nu og her. Der ligger også udviklingstanker og visioner bag, som skal komme alle til gode - også de børn, som først skal bruge vores dagtilbud om 5 eller 10 år. Hensigten er bl.a:

-         At styrke sammenhængen og kontinuiteten i børnenes liv. Derfor skabes flere 0-6 års institutioner. Derigennem sørger vi også for at imødekomme forældres ønsker om flere vuggestuepladser.

-         At bevare dagplejen i en størrelse, der matcher forældres ønsker, og samtidig sikrer, at der er dagplejere nok til, at kvaliteten sikres.

-         At skabe bedre fysiske rammer til alle børn.

-         At sikre, at der er dagtilbud geografisk jævnt fordelt.

-         At sikre at ressourcerne bruges på kvalitet for børnene. Ved at gøre institutionerne større, bliver de mindre økonomisk sårbare, og ressourcerne kan bruges mere fleksibelt, og derfor bedre.

-         At skabe en struktur, som understøtter den pædagogiske kvalitet og faglige udviklingsmuligheder for medarbejderne.

-         At bevare mini-SFO som en mulighed for fleksibel overgang til skolen.

Disse ønsker og visioner har været styrende i alle strukturændringer, tilpasninger, og om- og nybygninger siden 2010. Der er derfor en stor sammenhæng i de beslutninger, vi har truffet og nu skal træffe. Men det er dog ikke muligt for os at planlægge hvor mange børn, der fødes og flytter til og fra kommunen. Derfor må planerne indimellem justeres.

Det er helt forståeligt, at man som forælder eller medarbejder i et lukningstruet tilbud er nervøs for fremtiden og ked af ikke at kunne blive der, hvor man er glad for at være. Derfor er det også vigtigt, at afklaring sker så hurtigt som muligt, så tiden med uvished er kort, og så man kan komme i gang med at se fremad og skabe tryghed.

Derfor er det også vigtigt, at der efterfølgende bliver sørget for en nænsom proces med maksimal inddragelse, støtte, fleksibilitet og mulighed for at tage mest mulig hensyn til alle børn og voksne.

På trods af en turbulent tid håber og tror jeg på, at vi i fællesskab kan gøre de svære beslutninger til gode beslutninger både på kort og på langt sigt.

Trine Torp (SF), formand for Udvalget for Familie & Børn

Og som svar herpå har avisen modtaget følgende brev fra en forældre fra Lynæs Børnehave

Kære Trine Torp.

Tak for dit udmærkede indlæg i Halsnæs Avis, hvor du forsvarer den beslutning der åbenbart allerede er taget om lukning af Lynæs Børnehave.

Du skriver i dit indlæg, at dette ikke kun handler om børnetal og økonomi og forsikrer os om, at der også ligger visioner og udviklingstanker bag - og at dette på langt sigt vil betyde bedre kvalitet og kontinuitet for børnene i Halsnæs.

De kortsigtede konsekvenser beskriver du ikke.

Men det forstår jeg faktisk godt, for de passer ikke helt ind i de ellers meget fine ord om kontinuitet og kvalitet for vores børn. For hvor er kontinuiteten i at 27 børn flyttes til Spodsbjerg i februar, kun et par måneder før de skal begynde i skole? Hvor er kontinuiteten i, at det løfte forældre blev givet om at Lynæs børnehave ville bestå til 2014 nu brydes?

Hvor er kvaliteten i at bedsteforældre i Lynæs ikke kan hente deres børnebørn? Hvor er kvaliteten i at Lynæs ikke længere har en børnehave?

Og kære Trine på ”langt sigt” har jeg  desværre også svært ved at se det visionære! Ja, faktisk har jeg svært ved at se noget som helst ”langsigtet” i jeres plan.

Hvor er det visionære i at bygge superinstitutioner og sammenlægge skoler?  Det er samme opskrift alle andre tabte kommuner på kanten følger.

Hvor er det visionære i at sige, at man følger borgernes ønske om flere vuggestuepladser? Hvis disse kommende forældre havde valget mellem en dagplejeplads og en vuggestueplads i en institutionen med 180 enheder (børn) – ja så tror jeg de ville vælge dagplejepladsen!

Hvis I tænkte langsigtet og visionært ville I overveje hvordan man lokker flere børnefamilier til, og hvordan man får dem der er her til at blive!

I ville læse statistikker og forstå at når børnefamilier flytter til et nyt sted – så bliver de.

I ville appellere til pendlerne og de familier som bruger meget tid på transport. I ville lave længere og fleksible åbningstider for dem af os der har rigtig langt.

I ville bibeholde det landsbyagtige og satse på de små lokalsamfund i Halsnæs.

I ville lytte til erhvervslivet, som lever af landsbyen om vinteren og forstår hvorfor folk besøger os om sommeren.

I ville tale med ejendomsmæglere som sælger huse på  folks drømme om miljø, nærhed og fællesskab.

I ville tale med folk som flytter herfra – og forstå hvorfor de gør det.

Med håb og en god og konstruktiv debat i aften.

Med venlig hilsen, Nina Zuidema

Svar til Nina Zuidema fra Trine Torp

Det kan være, at jeg har formuleret mig upræcist, men jeg har forsøgt at skrive, at det er en bunden opgave at nedlægge pladser i vores dagtilbud – ellers vil det gå ud over ressourcerne i alle vores dagtilbud. Der er en anbefaling fra udvalget for Familie og Børn, og der er nu en høringsproces, men beslutningen træffes først i Byrådet på torsdag.

Det visionære ligger bl.a også i at sikre, at vi på lang sigt kan bevare kvaliteten i dagligdagen fremfor at udhule institutionernes budget. Og jeg har desværre ikke set tegn på, at børnetallet vil ændre sig i anden retning foreløbig. Det er en udfordring rigtig mange kommuner står i – bortset lige fra storbyerne, hvor forholdende i daginstitutionerne bestemt ikke er bedre end hos os.

Jeg deler ikke det negative billede af større institutioner. Nærvær, støttende voksne og overskuelige, trygge rammer, handler om pædagogik og hvordan man tilrettelægger dagligdagen – ikke om størrelsen på institutionen. Og når jeg spørger forskere eller faglige organisationer, har jeg heller ikke hørt, at større institutioner forringer kvaliteten.

Jeg er enig med dig i, at vi skal sikre så meget kontinuitet som muligt på kort sigt. Derfor har jeg også forsøgt at skrive, at der efter beslutningerne, bør sikres en nænsom proces, så børn ikke oplever så mange skift, som du beskriver. I samarbejde må det kunne lykkes at finde en fleksibel løsning på.

 

 

 

 

lagt på 10/3-2012 aftalt med Kenneth

Avisen som E-paper